Taffy var en flot Tan som vi fik hjem fra Kårby's Chinchilla i Sverige. Taffy's stamtavle kan ses her.
Taffy måtte igennem meget i hendes alt for korte liv og alle i familien blev meget tæt knyttet til Taffy.
De første to måneder Taffy boede hos os, var hun meget tillidsfuld og var specielt interesseret i vores katte. En af kattene, vores gamle han Pickles, plejede at "snakke" igennem burnettet til hende. Hvis ikke Pickles gik hen til buret, når han kom ind i værelset, ville Taffy "gøre sig interessant" så han kom hen snakkede. Men, i august måned, var uheldet ude. Mens vi var ude, fandt Pika ud af at åbne buret, og hun og Taffy, som delte buret dengang, var ude! Pika fandt vi ikke langt fra buret. Hun havde det fint og kom hurtigt tilbage i buret. Taffy var desværre gået på opdagelse i stuen, hvor hun fandt kattene. Vi fandt hende livløs under sofaen med flere bidsår. Et besøg hos en dyrlæge gav os ingen håb, men Taffy blev sat på en penicillinkur - en stor fejl. Chinchillaer kan nemlig ikke tåle penicillin, men det vidste vi ikke dengang. Taffy overlevede sin bidsår, men nægtede at spise eller drikke. Hun blev svagere for hver dag. Jeg fandt ud af, at penicillinen havde slået hendes tarmsystem i stykker, og hun havde forstoppelse.
Så begyndt Taffy på et program bestående af meget motion, blid mavemassage og fodring med pipette. Efter flere dage kom der gang i hendes mave igen, men hun nægtede stadig at spise eller drikke selv. Lige da vi troede det værste var overstået, fandt vi Taffy pludseligt "død" en aften. Det var som at tage en vaskeklude op, så slap var hendes krop. En opringningen til dyrlægen om natten gav ingen resultat. Vi fik at vide vi skulle sige farvel til Taffy. Så det gjorde vi - sad og tudede allesammen mens jeg holdt Taffy. Og timerne gik og gik. Taffy døde ikke. Men hun blev hellere ikke bedre. Mange timer senere fik jeg den idé, at hvis ikke Taffy ville dø, så skulle hun bare leve. Jeg legede læge selv og blandede noget salt/sukkervand som jeg så dryppede i munden på hende natten igennem. Dråbe efter dråbe. Efter nogle timer begyndt hun at kunne synke det, lidt efter kunne hun bevæge sig, for til sidst åbne øjnene og sidde lidt op.
Nu ringede jeg til alle der havde forstand på chinchillaer. Vi endte hos en anden dyrlæge, der fortalte os at det var penicillinen der var skyld i at Taffy var blevet så svækket pga. at hendes mavetarmsystem var ødelagt, og at hun nu havde udviklet lungbetændelse og underlivsbetændelse. Dyrlægen gav os ikke meget håb, og vi snakkede meget om aflivning. Til sidst blev vi enige om at give hende en anden antibiotika som chinchillaer bedre kan tåle weekenden over. Jeg skulle også tvangsfodre hende med "mos" fra en sprøjte, for hun vil intet spise selv. Antibiotikakuren, og mos hver anden time døgnet rundt, virkede. Taffy friskede helt op! Efter et par uger, var hun sit gamle jeg igen, dog ville hun stadig ikke spise eller drikke selv. Dyrlægen sagde, at der var store chancer for at Taffy aldrig nogensinde ville tage næring til sig. En chinchilla med ødelagt tarmsystem, ville nægte at spise og drikke. Der var dog en lille mulighed for at al vores mos, mavemassage og motion havde genoprettet hendes mave. Så skulle Taffy på "afvænningskur". Måltiderne med mos blev langsomt trappet ned, og vi jublede den dag da Taffy nippede til lidt foder selv!
Taffy begyndte at tage på igen og hun blev helt rask. Hun blev sit gamle jeg igen - ja hun elskede stadig katte!
Fordi Taffy skulle i hænderne på os døgnet rundt i cirka 6 uger, blev hun supertam. Vi følte at vi kendte hende på en helt anden måde end vi gør med de andre chinchillaer. Taffy var meget livlig, og en rigtig drillepind. Hun elskede at løbe og gemme sig, for så at titte frem for at se om man kikkede. Hvis man så fik øjenkontakt med hende mens hun tittede frem, vidste hun at hun var blevet opdaget. Hun løb, hoppede og sprang rundt med lysets hastighed - det hele virkede så spændende for hende.
Taffy var en meget selskabelig chinchilla. Hun kunne ikke være alene i et bur. Så sad hun helt stille, hang med hovedet og nægtede at spise eller drikke.
Desværre blev Taffy pludselig revet fra os i en alder af bare 14 mdr pga. et uheld med en gren i buret som satte sig fast. Vi vil altid mindes hende og huske hendes specielle væsen og glade sind.